thomas petersen

Om mig

Jeg er 52 år og bor sammen med min thailandske kone i de lejeboliger på Horsevænget, som Hillerød Kommune har solgt til en privat udlejer. Vi har en datter på 24 år, der studerer på RUC og er flyttet til Slagelse. Jeg er uddannet kort- og landmålingstekniker 0g har arbejdet som det i rigtig mange år, men jeg har også arbejdet som postbud, renovationsmedhjælper og lagerarbejder. Jeg er ikke for fin til at tage noget former for arbejde.

Siden 2017 har jeg været bestyrelsesmedlem i Venstre i Hillerød, og siden 2018 været medlem af Venstres europaudvalg i Nordsjælland. Derudover er jeg bestyrelsesmedlem i Europabevægelsen i Nordsjælland, hvor jeg har siddet siden 2019.

Jeg engagerer mig, for jeg ved at det gør en forskel at byde sig til og gøre en forskel. Derfor er det også naturligt for mig at stille op til byrådet, hvor jeg aktivt vil arbejde for at gøre mit til, at Hillerøds borgere får den bedste service. Specifikt vil jeg arbejde for en kommune med plads til alle. Hvor der er boliger i alle prisnivevuer og hvor vi hele tiden gør byen bedre at færdes i for ældre og handikappede.

Vi har en meget stor og stigende udfordring med børn med særlige behov i skolerne. Det SKAL vi løse med lærere, pædagoger og brugerne selv. Vi skal lytte til de mennesker, der ved noget.



Grøn omstilling

Venstre står på mål for at sikre den grønne omstilling. Hillerød Forsyning skal medvirke til, at vi bruger færre naturressourcer, øger genanvendelse og reducerer CO2 aftrykket. Sammen kan vi med teknologi og kloge beslutninger gøre Hillerød grøn.

Vi skal have mest muligt miljø for pengene. Det betyder bl.a at jeg vil prioriterer dokumenterede reelle effekter og ikke symbolpolitik.

Ældre

Vi er alle forskellige og har forskellige behov hele livet. Vores plejecentre i Hillerød skal være gode og må godt skille sig ud. Vi skal også have mere medbestemmelse på de kommunale plejecentre. Derfor skal vi indføre bestyrelser, hvor beboere og pårørende får indflydelse. Vi skal have et friplejecenter, så vi har nok plejeboliger til de ældre medborgere i fremtiden.

Vi skal have renoveret Hillerød svømmehal, så vi kan få varmvandsbassin til glæde for ældre, handicappede og babyer.

Bedre hjemmehjælp og hurtigere visitation.

Mere omsorg og mindre medicin.

Skoler

Lokale skoler skal bevares og sikres, så de er attraktive at vælge. Det betyder meget for de lokale bysamfund, at man har en lokal skole. Det er dog forældrene der bedst ved, hvilken skole der passer til deres barn.

Bevar og udbyg de lokale skoler.

Frit valg

Det frie valg er vigtigt for MIG. Valgfrihed fra vugge til grav

 

Jeg mener, at det er borgerne, der skal afgøre hvad der er god service. Uden mulighed for frit valg er det alene kommunen, som træffer afgørelse om hvad der er god service på vegne af borgeren. Med det frie valg har borgeren selv et ord at skulle have sagt, om hvad både god og dårlig service er. Vi skal alle behandles med respekt - hele livet.

 

Det frie valg medfører et element af sund konkurrence, der vil give en større gennemsigtighed ved de kommunale serviceydelser.

 

Det faktum, at der med det frie valg er flere om udbuddet vil desuden øge sandsynligheden for at der opstår ideer, som alle kan lære af og som kan gøre service- og velfærdsydelserne endnu bedre og mere effektive.

 

Jeg vil derfor arbejde for, at der kommer flere valgmuligheder på alle de områder, hvor der findes eller er mulighed for at få private tilbud.

Du ved selv, hvad der er bedst for dig og dine børn.

Trafik og fremkommelighed

Hillerød er ved at sande til i mangel på fremkommelighed og mangelfulde veje. Det vil Venstre løse.

Jeg ønsker at afsætte flere midler til forbedret trafiksikkerhed og fremkommelighed på vores veje.

Jeg vil, i samarbejde med lokalrådene - og kun hvis de ønsker det, gennemføre, at fartgrænser i lokalsamfund og ved skoler reduceres til 40 km/t.

Flere penge til veje og cykelstier.


Hvad er vigtigt for dig?

- Børn og unge

- Ældre

- Trafik

- Grøn kommune

- Kultur

- Byens udvikling


Skriv gerne til mig med forslag til hvordan vi kan gøre Hillerød til en bedre kommune for alle.